Det pædagogiske læringsmiljø er til stede hele dagen. I Stjernehuset lægger vi vægt på, at der er kvalitet i læringsmiljøet, gennem hele dagen. Det pædagogiske læringsmiljø er både de aktiviteter vi tilbyder børnene, måden personalet placerer sig i forhold til børnene og i måden vi snakker med børnene. Dette sikrer vi blandt andet via en voksenorden, så alle voksne er klar over hvilken rolle de har, i forhold til børns leg, de spontane og planlagte aktiviteter samt i de daglige rutiner, eksempelvis ble- og tøjskift.
Vi arbejder med relationsdannelse mellem børn og voksne, hvor ICDP (International Child Development Programme) er et redskab til at øge kvaliteten af samspillet og relationen mellem børn og voksne. De voksne følger barnets initiativ og supplerer til en meningsskabende dialog, leg og hverdag. Personalet justerer sig i forhold til barnet og har fokus på det børnene kan, frem for det de IKKE kan.
Læringsmiljøerne skal være dynamiske og bliver justeret efter børnegruppernes interesser. Børnene deles ind i små grupper, dette kan være i rutiner eksempelvis frokost men også i voksenstyrede aktiviteter.
Vi arbejder med at inddrage børnene i at være aktive og deltagende i de daglige rutiner. Dette sker eksempelvis i garderoben, hvor børnene først får hjælp til at kunne mestre det at tage sit eget tøj på og siden hen at kunne selv. Den voksne skal give ro og plads til mulighed for læring og selvhjulpenhed.